6. Abraham skyndte sig tilbage til teltet og gav besked til Sara: “Hurtigt! tag det bedste mel, vi har, og lav noget brød af det.”
7. Så løb han videre ud til kvægflokken, hvor han udvalgte en fedekalv og gav den til en tjener, som skyndte sig at slagte den.
8. Da maden var klar, tog Abraham syrnet mælk og sødmælk samt noget af den stegte kalv og serverede det for mændene. Han vartede selv op, mens mændene sad og spiste ude under træerne.
9. “Hvor er Sara, din kone?” spurgte en af mændene. “Inde i teltet,” svarede Abraham.
10. Da sagde manden: “Næste år ved denne tid kommer jeg igen, og da har Sara født en søn!”Sara stod i teltdøren bagved og hørte det hele.
11. Både hun og Abraham var gamle, og hun vidste jo godt, at hun var alt for gammel til at få børn.
12. Hun lo ved sig selv og tænkte: “Skulle jeg virkelig opleve den glæde, nu da både jeg og min mand er blevet for gamle?”
13. Da sagde Herren til Abraham: “Hvorfor ler Sara og tænker, at hun umuligt kan få et barn?
14. Skulle noget være umuligt for Gud? Næste år ved denne tid kommer jeg igen, og da har Sara en søn!”
15. Da Sara hørte det, blev hun bange og forsvarede sig. “Jeg lo ikke!” løj hun. “Jo, du gjorde!” svarede Herren.
16. Så rejste mændene sig fra måltidet og gik videre i retning af Sodoma, og Abraham fulgte dem på vej.
17. Undervejs sagde Herren til sig selv: “Hvorfor skulle jeg ikke indvi Abraham i mine planer?
18. Abrahams efterkommere vil jo blive et mægtigt folk, og alle jordens folkeslag vil opnå velsignelse gennem ham.
19. Jeg har jo netop udvalgt ham, for at han skal indprente sine efterkommere lydighed mod mig, ærlighed og godhed, så jeg kan lade det ske, jeg har lovet ham.”
20. Herren sagde derfor til Abraham: “Jeg har hørt klageskrig fra Sodoma og Gomorra. Indbyggerne er frygtelig onde, og alt hvad de gør er ondt.