1. Krønikebog 26:23-31-32 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

23. Fra de fire slægter, der nedstammede fra Kehats sønner, Amram, Jitzhar, Hebron og Uzziel, blev der udtaget følgende ledere:

24. Først var der Shubael, som nedstammede fra Gershom, en søn af Moses fra Amrams slægt. Han fik det øverste ansvar for samtlige tempelskatte.

25-26. Dernæst Shelomot, som nedstammede fra Amram gennem Mosesʼ anden søn, Eliezer, og gennem dennes efterkommere Rehabja, Jeshaja, Joram og Zikri. Shelomot og hans familie fik ansvaret for alt det krigsbytte, som kong David og hærens officerer bragte til Herrens hus som gaver.

27. En del af krigsbyttet blev gemt til at reparere templet med.

28. De fik også overdraget det krigsbytte, som tidligere var blevet bragt som gaver til Herrens hus af Samuel, Saul, Abner og Joab.

29. Kenanja og hans slægt blev udpeget til administrative ledere og dommere i Israel. De nedstammede fra Kehats søns Jitzhar.

30. Hashabja, som var efterkommer af Kehats søn Hebron, og 1700 af hans slægt, alle dygtige mænd, fik ansvar for at forvalte alle religiøse og offentlige sager i den del af Israel, der lå vest for Jordanfloden.

31-32. I den anden del af Israel—i området øst for Jordanfloden, hvor Rubens, Gads og Manasses halve stamme boede—fik 2700 dygtige mænd af Hebrons slægt ansvaret for religiøse og offentlige sager. De stod under ledelse af Jerija, som ifølge slægtsregistrene var overhoved for alle familier fra Hebrons slægt. I kong Davids 40. regeringsår søgte man i slægtsregistrene og fandt frem til alle disse dygtige mænd fra Hebrons slægt, som boede omkring Jazer i Gilead.

1. Krønikebog 26