1. Krønikebog 17:1-17 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

1. Efter at David var flyttet ind i sit kongelige palads, sagde han en dag til profeten Natan: “Her sidder jeg i mit smukke palads af cedertræ—men Herrens Pagts Ark står stadig i et telt!”

2. “Gør du bare, hvad du har på hjerte,” svarede Natan, “for Gud er med dig.”

3. Men samme nat sagde Gud til Natan:

4. “Sig til min tjener David, at han ikke skal bygge et hus til mig!

5. Jeg har endnu aldrig haft et hus at bo i. Min bolig har været et telt lige siden den dag, jeg førte Israels folk ud af Egypten, og jeg er flyttet med dem fra den ene lejrplads til den anden.

6. Har jeg nogen sinde beklaget mig over det til de ledere, jeg indsatte som hyrder for mit folk? Har jeg bedt nogen af dem om at bygge mig et fornemt hus af cedertræ?

7. Derfor skal du give David følgende besked fra den almægtige Herre: ‘Jeg hentede dig fra græsgangen, hvor du vogtede får, og satte dig til at være leder for mit folk.

8. Overalt hvor du kom frem, var jeg med dig og tilintetgjorde dine fjender. Jeg vil gøre dig lige så berømt som de kendteste mænd i verden.

11. Når du engang er død, skal en af dine efterkommere overtage tronen, og jeg vil gøre hans kongedømme stærkt.

12. Han skal bygge mig et tempel, og jeg vil gøre hans herredømme urokkeligt for evigt.

13. Jeg vil være hans far, og han skal være min søn. Jeg vil altid være trofast over for ham. Jeg vil ikke rive kongemagten ud af hans hænder, som jeg gjorde med din forgænger.

14. Jeg indsætter ham som konge i mit rige og leder for mit folk for evigt. Ja, hans herredømme vil vare til evig tid.’ ”

15. Så gik Natan til David og fortalte ham alt, hvad Gud havde sagt.

16. David gik da ind i teltet, hvor arken stod, og han satte sig for Herrens ansigt og bad: “Herre, min Gud, du har allerede gjort så meget for mig.

17. Og nu giver du mig tilmed løfter, der gælder mine efterkommere langt ud i fremtiden! Min Herre og Gud, du har løftet sløret for dine planer!

1. Krønikebog 17