1. Korinterne 9:1-9 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

1. Har jeg ikke min frihed? Er jeg ikke apostel? Har jeg ikke med egne øjne set Jesus, vores Herre? Er I ikke resultatet af min tjeneste for Herren?

2. Hvis jeg ikke har fungeret som apostel over for andre, så har jeg i hvert fald for jer. Det, at I tilhører Herren, er beviset på min tjeneste som apostel.

3. Til dem, som gerne vil tage mig i forhør, vil jeg sige følgende til mit forsvar:

4. Har Barnabas og jeg ikke ret til kost og logi, når vi besøger en menighed?

5. Hvis jeg havde en kone, havde jeg så ikke ret til at tage hende med overalt, sådan som de andre apostle, Jesu brødre og Peter gør?

6. Er det kun Barnabas og mig, der er tvunget til at have et arbejde ved siden af vores tjeneste?

7. Betaler en soldat sin egen løn? Ejer nogen en frugtplantage uden at have ret til at spise af frugten? Har en hyrde ikke ret til at drikke af mælken fra de får og geder, han vogter?

8. Er det, jeg siger her, kun mennesketanker? Siger Guds lov ikke det samme?

9. I den lov, som Gud gav Moses, står der faktisk: “I må ikke binde munden til på en okse, mens den tærsker korn.” Tror I, at Gud kun tænkte på okserne med den befaling?

1. Korinterne 9