51. for de er jo dit ejendomsfolk, som du rev ud af smelteovnen i Egypten.
52. Må dine øjne og ører altid være åbne, så du hører min og folkets bøn, hver gang vi råber til dig.
53. For da du førte vores forfædre ud af Egyptens land, betroede du din tjener Moses, at du havde udvalgt Israel blandt verdens folkeslag til at være din særlige ejendom.”
54-55. Salomon var knælet ned foran Herrens alter, mens han bad med løftede hænder.Da han var færdig, rejste han sig og bad for hele Israels forsamling:
56. “Lovet være Herren, som har indfriet sit løfte og givet Israel fred! Han har opfyldt alle de løfter, han gav til sin tjener Moses.
57. Gid Herren, vores Gud, må være med os, som han var med vores forfædre. Måtte han aldrig forlade os eller forkaste os,
58. og måtte han hjælpe os til at gøre hans vilje i alle ting, til at adlyde de befalinger og følge de forskrifter, han gav vores forfædre.
59. Og måtte han altid huske min bøn, så han giver mig og hele Israel den hjælp, vi har brug for dag for dag.
60. Gid alle verdens folkeslag må komme til erkendelse af, at Herren er den eneste sande Gud i hele verden.
61. Og måtte jeres hjerter altid været fuldt overgivet til Herren, jeres Gud, så I adlyder hans love og følger hans befalinger, sådan som I gør det i dag.”
62. Kongen og hele Israels folk bragte en utrolig mængde ofre til Herren.
63. Salomons takoffer bestod af 22.000 stykker hornkvæg og 120.000 stykker småkvæg.
64. Kongen indviede den dag den midterste del af forgården, så der også kunne brændes ofre der. Bronzealteret ved indgangen til templet var slet ikke stort nok til at klare alle brændofrene, afgrødeofrene og den del af takofrene, som skulle brændes.
65. En vældig menneskemængde fra hele landet tog del i festen. De var kommet helt fra landets yderste grænser, Lebo-Hamat i nord og Egyptens Bæk i syd. Efter selve tempelindvielsesfesten, som varede i syv dage, fejrede Salomon sammen med folket løvhyttefesten i syv dage, i alt 14 dage.
66. Den følgende dag afsluttede Salomon festen, så folket var fri til at tage hjem, og de velsignede deres konge. Derefter drog de hjem, glade og lykkelige over al den godhed, Herren havde vist sin tjener David og sit folk Israel.