36. Keruber, løver, palmetræer og kransedekorationer smykkede det hele, hvor der var plads.
37. Alle ti rulleborde var fuldstændig ens, idet de blev støbt ved brug af de samme forme.
38. Derefter lavede han ti store vandfade af bronze og placerede dem i den dertil indrettede fordybning i rullebordene. Hvert fad var 1,8 m i diameter og rummede knap 900 liter vand.
39. De ti rulleborde med tilhørende vandfade blev placeret i templets forgård, fem på templets sydside og fem på nordsiden. Bronzehavet blev placeret ved templets sydøstlige hjørne.
40. Endelig lavede Huram diverse redskaber såsom askebakker, skovle og stænkeskåle. Derefter var han færdig med inventaret til Herrens hus og havde således fuldført den opgave, kong Salomon havde givet ham.
41-42. Det følgende er en liste over de ting, Huram lavede:De to søjler; de to liljeformede søjlehoveder med tilhørende fletværk og de 400 granatæbler;
43. de ti rulleborde med de ti store vandfade;
44. bronzehavet og dets fundament bestående af 12 okser;
45-46. askebakkerne, skovlene og stænkeskålene.Alle disse genstande var lavet af blankpoleret bronze og støbt i lerforme i Jordandalen mellem Sukkot og Zaretan.
47. Totalvægten af den bronze, der blev brugt til Hurams arbejde, vides ikke; der gik simpelt hen så meget bronze til, at Salomon opgav at veje det.
48. Salomon fik al inventaret til brug inde i selve templet belagt med rent guld—både redskaberne, røgelsesalteret, bordet til de hellige brød,
49. de ti lysestager (fem stager ved hver langvæg i tempelrummet uden for det allerhelligste rum), alle blomsterdekorationerne, lamperne, vægetængerne,
50. baljerne, vægesaksene, stænkeskålene, fadene og bakkerne til gløder. Både hængslerne til dørene ind til det allerhelligste rum og dørene ved templets hovedindgang blev belagt med guld.