2-3. En af bygningerne kaldte han ‘Libanonskovhallen’. Den var 45 m lang, 22,5 m bred og 13,5 m høj. Den var bygget op omkring fire rækker cedertræssøjler. Loftkonstruktionen bestod af 3 gange 15 store tværbjælker af cedertræ, som hvilede på disse cedertræssøjler. Oven på tværbjælkerne var der lagt et bræddeloft bestående af cedertræsplanker.
4. I hallens langsider var der vinduer, der sad over for hinanden i tre niveauer.
5. I hver ende af hallen var der tre rektangulære døråbninger, der også sad over for hinanden.
6. Han byggede også ‘Søjlehallen’. Den var 22,5 m lang og 13,5 m bred med en overdækket terrasse, hvis tag blev båret af en række søjler.
7. Desuden byggede han ‘Domhuset’, hvor hans trone stod. Det var her, han afsagde dom i de forskellige retssager, der blev bragt til ham. Det var indvendigt beklædt med cedertræspaneler fra gulv til loft.
8. Salomons private beboelseshuse lå bag Domhuset inden for den mur, som omgav hele paladskomplekset. Det hus, han lod opføre til den egyptiske prinsesse, han havde giftet sig med, svarede i størrelse og udstyr til hans eget.
9. Husene blev bygget af store, smukke sandsten, som var blevet hugget ud og savet til i bestemte mål. Disse sten blev brugt til husmurene, hele vejen fra nederst til øverst, og de blev også brugt til muren omkring paladsgården.
13-14. Kong Salomon sendte bud til Tyrus efter en kunsthåndværker og fik fat i en mand ved navn Huram, som var ekspert i bronzestøbning. Han var søn af en enke fra Naftalis stamme, og hans far havde været en dygtig bronzesmed i Tyrus. Således kom Huram i arbejde hos kong Salomon.
15. Han lavede to bronzesøjler, 8,1 m i højden og 5,4 m i omkreds.
16. Derefter formede han to søjlehoveder af bronze, der var 2,25 m høje.
17. Hvert søjlehoved var dekoreret med syv rækker kædelignende bronzefletværk.
18. Oven over dem anbragte han to rækker granatæbler i bronze.
19. De øverste 1,8 m af søjlehovederne var bøjet udad som en liljeblomst.
20. De to rækker granatæbler, 100 i hver række, var anbragt over den fortykkede kant forneden på søjlehovedet ved siden af fletværket.
21. Disse to søjler blev placeret foran tempelindgangen. Søjlen mod syd blev kaldt Jakin, og søjlen mod nord blev kaldt Boaz.
22. Dermed var søjlerne færdige.
23. Han støbte også en stor, rund vandbeholder, 2,25 m dyb, 4,5 m i diameter og 13,5 m i omkreds. Den blev kaldt ‘bronzehavet’.
24. På ydersiden lige under kanten hele vejen rundt lavede han to rækker græskarlignende udsmykninger med ca. 5 cm mellem hver, formet i ét med resten af bronzehavet.
25. Beholderen stod på 12 bronzeokser, der vendte halerne mod hinanden, således at okserne tre og tre så i retning af de fire verdenshjørner.