4. Derefter vendte han sig mod Joshafat og spurgte ham ligeud: “Vil du hjælpe mig med at befri Ramot-Gilead?” “Selvfølgelig!” svarede Joshafat. “Vi er jo forbundsfæller, du og jeg. Mine folk vil kæmpe sammen med dine, og mine heste står til din rådighed.”
5. Men så tilføjede han: “Vi bør dog først spørge Herren til råds.”
6. Derpå tilkaldte kong Ahab sine 400 profeter og spurgte dem: “Skal jeg gå til angreb på Ramot-Gilead eller ej?” “Du skal gå til angreb,” svarede de. “Herren vil give dig sejr!”
7. Men kong Joshafat var ikke tilfreds. “Er der ikke en af Herrens profeter, vi kan spørge til råds?” spurgte han.
8. “Jo, en enkelt,” svarede Ahab, “men jeg bryder mig ikke om ham, for han profeterer altid ulykke for mig, aldrig noget godt. Manden hedder Mika, søn af Jimla.” “Sådan bør du ikke tale!” indvendte Joshafat.
9. Kong Ahab gav derefter ordre til, at Mika straks skulle hentes.
32-33. Da de fik øje på kong Joshafat, tænkte de: “Dér er han!” og vendte om for at få fat i ham. Men da Joshafat råbte om hjælp, forstod de, at han ikke var Israels konge, og trak sig tilbage.
34. Men en af bueskytterne skød en tilfældig pil af sted, og pilen borede sig ind mellem remmene i kong Ahabs brynje.“Lad os komme væk fra fronten!” stønnede Ahab til sin vognstyrer. “Jeg er alvorligt såret.”
35. Kampen trak i langdrag, og blev mere og mere intens. Kong Ahab holdt øje med kampen på afstand, men kunne dårligt holde sig oprejst i vognen. Blodet flød fra hans sår og ned i vognens bund, og hen under aften døde han.
36-37. Ved solnedgang gik det som en løbeild gennem kolonnerne: “Det er forbi—kongen er død! Lad os vende hjem!”Ahabs lig blev ført til Samaria, hvor begravelsen foregik.
38. Da man vaskede hans vogn ren ved Samarias dam, løb blodet ud i vandet, som hundene drak af, og de prostituerede vaskede sig med. Således gik det ord i opfyldelse, som Herren havde talt.
39. Alt, hvad Ahab ellers foretog sig, for eksempel at han byggede sig et palads udsmykket med elfenben og befæstede en række byer, er nedskrevet i Israels kongers krønikebog.
40. Da Ahab var død, blev hans søn Ahazja konge i Israel.
41. Joshafat, søn af Asa, blev konge over Judas land i kong Ahabs fjerde regeringsår.
42. Han var 35 år, da han kom til magten, og han regerede i Jerusalem i 25 år. Hans mor hed Azuba og var datter af Shilhi.