1. Fredsaftalen mellem Aram og Israel holdt i to år.
2. Men i det tredje år—på et tidspunkt, hvor kong Joshafat af Juda var på besøg hos kong Ahab i Israel—
3. lod Ahab i sine embedsmænds påhør en bemærkning falde om, at aramæerne stadig holdt byen Ramot-Gilead besat. “Ærligt talt,” tilføjede han, “det er for galt, at vi endnu ikke har gjort noget for at befri byen.”
4. Derefter vendte han sig mod Joshafat og spurgte ham ligeud: “Vil du hjælpe mig med at befri Ramot-Gilead?” “Selvfølgelig!” svarede Joshafat. “Vi er jo forbundsfæller, du og jeg. Mine folk vil kæmpe sammen med dine, og mine heste står til din rådighed.”
5. Men så tilføjede han: “Vi bør dog først spørge Herren til råds.”
6. Derpå tilkaldte kong Ahab sine 400 profeter og spurgte dem: “Skal jeg gå til angreb på Ramot-Gilead eller ej?” “Du skal gå til angreb,” svarede de. “Herren vil give dig sejr!”
32-33. Da de fik øje på kong Joshafat, tænkte de: “Dér er han!” og vendte om for at få fat i ham. Men da Joshafat råbte om hjælp, forstod de, at han ikke var Israels konge, og trak sig tilbage.
36-37. Ved solnedgang gik det som en løbeild gennem kolonnerne: “Det er forbi—kongen er død! Lad os vende hjem!”Ahabs lig blev ført til Samaria, hvor begravelsen foregik.