30. Resten søgte i dækning bag Afeks mure. Men murene styrtede sammen og dræbte endnu 27.000. Ben-Hadad flygtede ind i byen og gemte sig i et baglokale i et af husene.
31. Dér opsøgte nogle af hans officerer ham og sagde: “Herre, vi har hørt, at Israels konger har ry for at vise nåde. Giv os tilladelse til at skifte rustningen ud med sækkelærred og at binde et reb om halsen for at vise vores underdanighed. Så vil vi gå til kong Ahab og se, om han vil skåne dit liv.”
32. Derpå gik de til Ahab og sagde: “Din tjener Ben-Hadad trygler dig om at skåne hans liv.”“Lever han endnu?” spurgte Ahab forbavset. “Han er jo min kollega.”
33. Det tog mændene som et godt tegn, og de fortsatte i samme skure: “Ja, bestemt, Ben-Hadad og dig har meget tilfælles.”“Hent ham endelig,” sagde Ahab. Og da Ben-Hadad kom, tog Ahab ham op i sin vogn.
34. “Lad os indgå et forlig,” sagde Ben-Hadad. “Jeg lover at levere de byer tilbage, som min far tog fra din far, og jeg giver dig lov til at drive handel i Damaskus, sådan som min far gjorde det i Samaria.” “Det er i orden. Du har din frihed,” svarede Ahab. Ben-Hadad slap altså fri ved at slutte en fredspagt med Ahab.