11. Han havde regeret i Israel i 40 år, de syv med hovedsæde i Hebron og de 33 med hovedsæde i Jerusalem.
12. Salomon blev den nye konge efter sin far David, og hans kongedømme var stærkt fra starten.
13. En dag opsøgte Adonija Salomons mor, Batsheba.“Kommer du i et fredeligt ærinde?” spurgte hun.“Ja, det gør jeg,” svarede Adonija.
14. “Faktisk kommer jeg for at bede dig gøre mig en tjeneste.”“Hvilken tjeneste?” spurgte hun.
15. “Jo, ser du,” begyndte Adonija. “Det var jo egentlig mig, der havde krav på tronen, for jeg var den ældste af Davids sønner, der er i live, og hele Israel forventede, at jeg blev konge. Men så overtog min bror som bekendt det hele—og det må vel være Herrens vilje.
16. Nu beder jeg dig blot love mig, at du vil gøre mig en lille tjeneste.”“Hvad drejer det sig om?” spurgte Batsheba.
17. “At du taler til kong Salomon på mine vegne,” svarede Adonija. “Jeg ved jo, at han vil gøre, hvad du beder ham om. Bed ham om at give mig Abishag fra Shunem til kone.”
18. “Jeg skal gøre, hvad jeg kan,” lovede hun.
19. Så gik Batsheba til kong Salomons tronsal. Da hun kom ind, gik han hende i møde og bøjede sig dybt for hende, hvorefter han gav ordre til, at der skulle bæres en trone frem til hende. Den blev anbragt på hans højre side, og hun tog plads.
20. “Jeg vil bede dig gøre mig en lille tjeneste,” begyndte hun. “Jeg håber ikke, du skuffer mig.”“Hvad tænker du på, mor?” spurgte han. “Du ved, jeg ikke vil nægte dig noget!”
21. “Så lad din bror Adonija få lov at gifte sig med Abishag,” svarede hun.
22. “Er du vanvittig?” udbrød Salomon. “Hvorfor tror du, han beder om Abishag? Han kunne lige så godt bede om kongeværdigheden med det samme! Han er jo min ældste bror, og han har tilmed Ebjatar og Joab på sin side.”
23-24. Da svor kong Salomon: “Måtte Herren straffe mig om ikke den listige anmodning kommer til at koste Adonija livet! Jeg sværger ved den levende Gud, han, der indsatte mig som konge efter min far og som lovede mig, at min slægt skulle være konger efter mig, at Adonija skal dø allerede i dag!”
25. Salomon befalede Benaja, at han straks skulle hugge Adonija ned med sit sværd.
26. Kongen sagde derefter til Ebjatar: “Tag hjem til din gård i Anatot. Jeg burde egentlig også lade dig henrette, men lad os nu se tiden an, for trods alt bar du Herren, den Almægtiges, Ark, dengang min far var konge, og du udholdt din del af de strabadser, min far måtte igennem.”
27. Dermed blev Ebjatar afsat fra sin stilling som præst for Herren, og samtidig opfyldtes det ord, Herren havde talt i Shilo om Elis efterkommere.
28. Da Joab hørte nyheden om Adonijas død, søgte han straks tilflugt i helligdommen og greb fat om alterets horn. Han var i fare, fordi han havde støttet Adonija i hans oprør, selv om han ikke havde støttet Absalom.