1. Kongebog 17:1-11 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

1. Der var på det tidspunkt en profet ved navn Elias, som boede i Tishbe i Gilead. Han kom til kong Ahab i Samaria med et budskab fra Herren: “Så sandt Herren lever—Israels Gud, som jeg tilbeder og tjener—så skal der i de kommende år hverken falde regn eller dug uden på min udtrykkelige befaling!”

2. Derefter sagde Herren til Elias:

3. “Tag væk herfra og hold dig skjult i Kerit-kløften øst for Jordanfloden.

4. Du kan drikke vand fra bækken der, og jeg har befalet ravnene at bringe dig mad.”

5. Elias gjorde, som Herren sagde, og holdt sig skjult i kløften,

6. hvor ravnene bragte ham frisk brød og kødstykker hver morgen og aften, og han drak vand af bækken.

7. Men nogen tid efter tørrede bækken ud, for der faldt ingen regn i landet.

8. Da sagde Herren til Elias:

9. “Tag af sted til landsbyen Zarepta oppe ved Sidon og slå dig ned der! Dér bor en enke, som jeg har befalet at sørge for dig.”

10. Så tog Elias til Zarepta. Uden for byens port så han en enke, der gik og samlede brænde. Han kaldte på hende og bad om lidt vand at drikke.

11. Da hun gik for at hente vandet, tilføjede han: “Tag også lidt brød med til mig!”

1. Kongebog 17