1. Rehabeam og hans rådgivere tog straks efter Salomons død til Sikem, hvor Nordrigets ledere samledes for at udråbe ham til konge.
2. Jeroboam, Nebats søn, vendte tilbage fra Egypten (hvortil han var flygtet for kong Salomon), da han hørte, at Salomon var død.
3. Nordrigets ledere sendte nu bud efter ham, og sammen trådte de frem for Rehabeam i Sikem.
4. “Din far lagde en masse skatter på os og krævede hårdt arbejde,” sagde de. “Hvis du er villig til at nedsætte kravene, vil vi gerne have dig som konge.”
5. “Det vil jeg tænke over,” svarede Rehabeam. “Kom tilbage om to dage, så vil jeg give jer svar.”
13-14. gav han dem det brutale svar, som de unge mænd havde rådet ham til, i stedet for det gode svar fra sin fars rådgivere.
23-24. “Sig til Judas konge og til hele Judas og Benjamins folk, at de ikke må bekrige deres broderfolk. Sig til soldaterne, at de skal gå hjem, for det, der er sket, er sket efter min vilje.” Da soldaterne hørte det, adlød de Herrens ord og gik hver til sit.
26-27. Det varede ikke længe, før Jeroboam begyndte at frygte for, om han nu også kunne fastholde kongemagten. “Nordrigets folk rejser jo stadig op til Herrens hus i Jerusalem for at bringe deres ofre der,” sagde han til sig selv. “Når de ser, hvor meget guld der er i Jerusalem, kan de let blive fristet til at gå over til kong Rehabeam af Juda. Så finder de måske på at slå mig ihjel og overgive hele Nordriget til Davids slægt.”
29-30. Den ene guldkalv blev anbragt i den sydlige by, Betel, og den anden blev senere i en stor procession ført op til den nordligste by, Dan. Det var naturligvis en alvorlig synd, for folket begyndte at tilbede disse afguder.
32-33. Han bekendtgjorde også, at den årlige løvhyttefest for fremtiden skulle fejres i Betel den 15. dag i den ottende måned—en dato han selv fandt på, og han indkaldte alle sine præster til at gøre tjeneste i Betel under den ugelange højtid. Da festen begyndte, steg han selv op på alteret i Betel for at tænde ilden og ofre til den guldkalv, han havde ladet opstille der.